Til trods for titlen er der ikke noget, der entydigt peger på, at dansen stammer fra Amerika.
Det er en dejlig dans, som er nem at lære. Der er mange elementer, der minder om den klassiske “Les Lanciers”. Hvis du kan din Lancier på rygraden, så ligger denne dans lige til højrebenet.
Prøv dansen med to forskellige melodier
Der findes to melodier til dansen. Den ene er et slags medley af “Hønsefødder og gulerødder” kædet sammen med trekantsmelodien “Oh ja, hvor pigen er dejlig“. Den anden melodi er en mere selvstændig melodi.
Trinene og figurerne er de samme, uanset hvilken melodi du vælger. Det gælder derfor bare om at prøve dansen til begge melodier og finde ud af, hvilken du bedst kan lide.
Tip: Hvis du gerne vil læse mere om den klassiske Lanciers, har Illustreret Videnskab bragt en spændende artikel, som du kan læse her.
Opstilling:
4 par i kvadrille.
Trin
Gangtrin, chassetrin og sideløbstrin.
Beskrivelse af Amerikansk Lanciers
| 1. tur figur A | Kreds |
|---|---|
| 1-4 | Kreds til venstre – 8 gangtrin. |
| 5-8 | Kreds til højre – 8 gangtrin. |
| 1. tur figur B | Damemøller |
| 1-2 | De 4 damer laver en højrehåndsmølle og går en halv omgang med urets retning – 4 gangtrin. |
| 3-4 | Herrerne tager imod damen ved at give venstre hånd og lægger sin højre hånd på hendes ryg. Han bakker nærmest rundt på stedet og fører hende en omgang rundt og atter ind i møllen. I alt 4 gangtrin. |
| 5-8 | Ovenstående gentages, så damerne kommer over til egen herre, går rundt med egen og alle slutter på egen plads. |
| 1. tur figur C | Kæde og sving egen danser |
| |:9-16:| | Alle vender ryggen til egen og giver venstre hånd til fremmed danser. Alle går en omgang mod urets retning med fremmed danser – 8 gangtrin. Alle giver højre hånd til egen danser, hvilket bliver starten på en almindelig kæde. Kæde til man er hjemme på egen plads – 16 gangtrin. Sving egen danser på stedet – 8 hurretrin. |
| 1. tur figur D | Opførende par på visit |
| 17-18 | 1. par går over til 3. par og nikker kort – 4 gangtrin. Nikket bliver gengældt. |
| 19-20 | 1. par går videre til 2. par på samme måde. |
| 21-22 | 1. par går videre til 4. par på samme måde. |
| 23-24 | 1. par går videre til egen plads, hvor de slutter med at kigge på musikken (de har ryggen til de andre i kvadrillen) – 4 gangtrin. Samtidig: 4. par følger efter 1. par, så de slutter med at stå lige bagved 1. par – 4 gangtrin. Samtidig: 3. par går ind bagved 3. par – 4 gangtrin. Resultat: Alle slutter med at stå i kolonner. Herrerne står til venstre for egen danser. Alle kigger op på musikken. |
| 1. tur figur E | Kolonnerne suser |
| 17-24 | Man giver indvendige hånd til egen. Kolonnerne bevæger sig til højre – 4 sideløbstrin. Kolonnerne bevæger tilbage (til venstre) – 4 sideløbstrin. Kolonnerne bevæger sig til højre – 4 sideløbstrin. Kolonnerne bevæger tilbage (til venstre) – 4 sideløbstrin. |
| 1. tur figur F | Gåsegang |
| 25-32 | Damerne følger i gåsegang efter den opførende dame. Opførende dame drejer skarpt til venstre (180 grader), giver indvendige hånd til egen danser og de går over til modsatte pars plads, dér drejer hun atter skarpt til venstre og går langs egen række op til udgangspladsen. 16 gangtrin i alt. Samtidig: Herrene gør det samme. Opførende herrer drejer dog skarpt til højre. I slutningen af denne figur, gør man klar til næste figur: På de sidste gangtrin bevæger rækkerne sig fra hinanden, så der opstår et mellemrum mellem rækkerne. Alle slutter med at kigge på egen danser. |
| 1. tur figur G | Rækkerne frem og tilbage – sving egen |
| 25-32 | Rækkerne går mod hinanden – 1 chasse og 2 gangtrin. Rækkerne går baglæns væk fra hinanden – 1 chasse og 2 gangtrin. Rækkerne går atter imod hinanden – 1 chassetrin. Alle tager almindelig fatning med egen danser. Parrene svinger egen – 6 hurretrin. I løbet af hurretrinene bevæger parrene sig hjem på egen plads. |
Dansens forløb
| 1. tur | Figur A-G (1. par er opførende) | |
| 2. tur | Figur A-G (2. par er opførende) | |
| 3. tur | Figur A-G (3. par er opførende) | |
| 4. tur | Figur A-G (4. par er opførende) | |
| Afslutning | Figur A+B+C. Dansen slutter efter afdeling C. |
Musik til Amerikansk Lanciers – version 1
Denne version er den melodi, der er et medley af “Hønsefødder og gulerødder” kædet sammen med trekantsmelodien “Oh ja, hvor pigen er dejlig“.

Musik til Amerikansk Lanciers – version 2
Denne version er den mere selvstændige melodi. Skriv gerne en kommentar, hvis du har viden om melodiens oprindelse, så sørger jeg for at få informationen tilføjet.
Der er lidt forskel på taktnumrene i de to melodier. Som et plaster på såret er der skrevet ind i noden, hvilke dele der passer til de forskellige figurer.

Illustration: America is a Dancing Land
Illustrationen er et udsnit af en reklame. Et amerikanske pladeselskab udgav en række plader, som henvendte sig til forskellige danseformer. Under sloganet “America is a Dancing Land” var der vinyl-skiver, der kunne bruges til vals, foxtrot, square-dans og meget mere. Illustrationen har som sådan ikke noget med denne dans at gøre, men blev valgt på grund af det glade slogan.
Vi bruger en melodi efter Tove Jensen, Odder. Jeg kender ikke melodiens oprindelse. Måske er den amerikansk?
Jeg vil gerne sende noden hvis I svarer på denne kommentar.
Vi har også ovennævnte melodi med “Hønsefødder og gullerødder”, og på noden står at den er arrangeret af Benny Simmelsgaard.
Hej Jakob,
Det lyder spændende med en anden melodi. Jeg sender dig min mail-adresse, så vi kan kigge på det.
På min originale node stod der også “arrangeret af Benny Simmelsgaard”, så jeg kontaktede ham, inden jeg lagde noden ud. Han svarede venligt, at andenstemmen var arrangeret til et aftenskolehold, men at han ikke havde nogen ophavsrettigheder til originalmelodien (førstestemmen).
Med venlig hilsen,
Jacob
Hej Jacob
Beklager at jeg først svarer nu. Jeg har simpelthen glemt det.
Jeg vil sende noden til Amerikansk Lanciers når du har svaret på min mail.
mvh Jakob Koch